Hvem er dette for?
Vil du have vind og saltvand i håret, blive udfordret på din viden omkring de kræfter, der er på Øresund og lære at tøjle dem?
Så er sejlsporten lige noget for dig.
Som sejler i KDY lærer du alt, hvad du skal vide om joller og kølbåde, hvordan alle snorene fungerer, hvad de forskellige dele hedder og ikke mindst at få en båd fra A til B uden at sejle ind i noget og så endda sammen med en masse andre unge på din egen alder.
Lær at samarbejde og færdes på havet
Samarbejde er et grundelement i at færdes på havet.
Man skal lære at lede en besætning, at tage ”bestemme-hatten” på, at modtage instrukser fra andre og ikke mindst fungere i en gruppe af andre unge, der alle sammen gerne vil i den samme retning.
Som ung sejler i KDY får du også medindflydelse på den daglige træning, på de sociale arrangementer og hvordan klublivet skal udvikle sig.
Vi har højt til loftet og prøver gerne skøre og måske lidt umulige ideer af.
Hvad enten du drømmer om at sejle til verdens ende eller vinde den næste kapsejlads, kan du få kompetencerne hos os – og du kan tage dine venner med, for her er plads til alle.
Hop med en tur på havet, vi har en sejlervest, du kan låne. Eneste krav: Du skal kunne svømme 200 meter.