Torsdag den 27. august inviterer KDY endnu en gang til den traditionsrige Old Boys-dag i Rungsted – en hyggelig dag med kapsejlads, godt selskab og gode historier.
Old Boys-dagen har været en del af klubbens historie siden 1947, hvor en gruppe sejlere tog initiativ til en særlig dag for ”de gode ældre medlemmer af Kongelig Dansk Yachtklub”. Næsten 80 år senere lever traditionen stadig videre.
De seneste år har det været lidt op ad bakke med den sportslige del af Old Boys-dagen. Undskyldningerne har ofte været de samme, og de har som regel haft noget med alderen at gøre. Det har vi naturligvis stor respekt for.
Derfor vil vi i år gerne udbrede invitationen til den sportslige del af dagen og invitere alle klubbens seniorsejlere med på vandet – uanset om man kvalificerer sig som Old Boy eller ej (35 års medlemskab).
Vi håber især, at de mange sejlere, der hver uge holder formen ved lige i Søulkene, 60+ og Blue Sailors, har lyst til at tage udfordringen op og deltage I denne hyggelige kapsejlads.
Vi mødes kl. 11.00 ved flagstangen i Rungsted, hvor der trækkes lod om bådene (J/80) , inden frokosten serveres. Efter frokosten går starten til dagens sejladser.
Kl. 18.00 mødes vi til den traditionelle GT, præmieoverrækkelse og inden dagen afsluttes med middag for Old Boys, og naturligvis en god omgang røverhistorier fra dengang, der var rigtige sejlere til.
Så find kapsejladshandskerne frem, og vær med til en hyggelig dag med sejlads, godt selskab og en smule godmodig konkurrence på vandet.
Skynd dig at tilmelde dig ved at sende en mail til kdy@kdy.dk eller her på Onboard – Du er også være velkommen til at ringe til Nicolai Lassen på 31 17 56 87 ved spørgsmål om arrangementet.
Vi glæder os til at se dig!
