Skal du med på Øresund?
De sidste par år har vi set kendte danskere tage på langfart – nogle med bagagen fuld af erfaring og med det meste af den viden, der skal til for at få succes, andre uden en anelse om hvad der venter. Drømmer du også om sådanne eventyr på bølgen blå, er det ikke for sent at gøre dem virkelige.
Vil du med på vandet?
I KDY’s sejlcentre kan du som voksen tage hul på et uprøvet blad og lære at sejle, du kan genoptage en sport, som du dyrkede som barn og du kan blive dygtigere, hvis du drømmer om at tøjle de store oceaner eller sejrene på kapsejladsbanerne.
Dygtige og dedikerede instruktører står klar til at give dig din første eller måske næste sejleroplevelse.
Som ny sejler kan du erhverve dig et duelighedsbevis (havets kørekort) og som øvet sejler kan du dygtiggøre dig med aftenmatchsejlads eller du kan arbejde efter et mål om langturssejlads samtidigt med, at du bliver uddannet til at vedligeholde en båd.
Har du lyst til mere end den ugentlige sejltime?
Så kan du krydre weekenderne med de mange hyggelige sociale arrangementer, der er i løbet af sæsonen på kryds og tværs af de besætninger, som man normalt sejler med.
Hop med om bord og tag med på Øresund en aften. Vi har en sejlervest, som du kan låne.