Få opfyldt sejlerdrømmen i en sejlklub med stolte traditioner
KDY ungdomscenter Skovshoved
Er du mellem 8-18 år og drømmer du om fede oplevelser på havet sammen med andre på din alder? I KDY’s ungdomscenter Skovshoved kan du sejle ungdomssejlads i J/70 kølbåde og glæde dig til et helt særligt fællesskab – både på havet og på havnen.
Som ungdomsmedlem i KDY’s ungdomscenter Skovshoved kan du ud over træning på havet deltage i vores andre tilbud.
Til Maritim Mandag hygger vi os med teoretisk sejlads, knob, vind og vejr, vigeregler m.m.. Til E-sailing, som er virtuel kapsejlads, styrker vi sejlegenskaberne uden, at du bliver våd eller kold.
Om efteråret sejler vi i våddragt og regntøj, men så kan du også se frem til dejlig varm kakao, når vi kommer i land.
I KDY’s ungdomscenter Skovshoved har vi et mål om at udvikle dygtige unge sejlere med særligt fokus på godt sømandskab, og det er ligeledes vigtigt, at støtte og udvikle de unge sejlere, der vil dyrke konkurrence-elementet gennem fysisk træning og personlig udvikling.
Det er vigtigt for os, at de unge sejlere har en stærk motivation og kan mærke glæden ved at komme på havnen. Derfor har vi også særlig fokus på at skabe et miljø, hvor der er plads til alle niveauer, og hvor der gøres en særlig indsats for at skabe et trygt og socialt netværk.
Har du lyst til at prøve at være med til træning i KDY’s ungdomscenter i Skovshoved, inden du beslutter dig for, om du skal være sejler, er du meget velkommen til at komme ned og sejle med os. Du har blot behov for en redningsvest (kan lånes i klubben), almindeligt sports- og regntøj samt støvler.
Det eneste krav for at blive medlem er, at du kan svømme 200 meter.
I KDY arbejder vi ud fra Dansk Sejlunions ungdoms diplomuddannelse i vores uddannelsesprogram.