Vintervejret holder ikke Søulkene fra at mødes i klubhuset i Rungsted
Dette er søulkenes egen logbog fra 4/02-2026 – Skrevet af Kenneth til Søulkenes hjemmeside.
Knap 20 ihærdige Søulke kæmpede sig hen mod døren til klubben, mens facaden klaprede i vinden. Sikkert indenfor kunne alle Søulke for en gangs skyld være enige om, at der ikke skulle sejles. Vind stik øst på den forkerte side af 15 sekundmeter, minus 5 grader, is i havnen og både frosset fast var trods alt en tand for meget.
Men så kan man jo så meget andet. Et hold bådføreraspiranter gik til undervisning fra morgenstunden, mens vi andre gik og hyggede os og forberedte morgenmad.
Snart var der nok mødt op til at besætte et helt bord, og da flere dukkede op, kom vi hinanden ekstra meget ved omkring bordet.
Vi fik bekræftet, at issejlads helt klart er en mulighed. Altså så længe vi selv køber en båd – eller nasser os ind hos én, der allerede har bekostet en jolle på skøjter.
Nina donerede en oppustelig redningsvest til Søulkene til gæster og glemsomme sjæle. Den kommer til at ligge i depotet ved de andre veste.
Nu hvor der ikke blev sejlet – og heller ikke givet en (kold) hånd til Lasse – var der jo nok stor tilslutning til gåturen… øhh, not so much. Tre raske gutter trodsede elementerne, og bare synet af dem, da de kom ind igen, bekræftede vores kloge valg. Men godt gået, Per, Henrik og Niels Anker – hvis altså det var jer under indpakningen.
