<< Tilbage

   
 
 

Formanden har ordet

Sensommeren går på held, men der er heldigvis stadig fuldt tryk på aktiviteterne i KDY. Indledningsvis så kan jeg ikke bruge ord nok på at gratulere Jonas Høgh Christensen, med hans flotte sølvmedalje ved det netop overstået OL i London. Det var en fantastisk præstation, jeg ved godt, at Jonas selv synes, at han tabte guldet, men jeg mener, at han vandt sølvet og ikke mindst vores hjerter. Jonas præstation var i særklasse, og han er en fornem repræsentant for klubben og vores sport. Fra tid til anden glemmer man lidt, at hans træner Kristian Kjærgaard også har en væsentlig andel i Jonas flotte præstation, han fortjener absolut også applaus. De øvrige KDY-sejlere tiltrak ikke på samme måde overskrifter, men sådan er det med OL, engang imellem så går det op andre gange så går det ned, det kan ikke være anderledes.

Mens der var gang i kapsejladserne i England, var der også godt gang i de hjemlige aktiviteter. Cruising havde en spændende sommertur, som du kan læse mere om her i bladet. Det er dejligt at se, at der fortsat er stor opbakning til de traditionsrige arrangementer. Mange af vores juniorer var ude at sejle kapsejladsbanerne tynde i både ind- og udland, og hvis de ikke var det, så var de sikkert ude i mange af periodens sommercamps. Hele tre uger har der været afholdt sommerlejr i Rungsted med stor succes. Alle tre gange har der været udsolgt, hvilket lover godt for fremtiden. Det er en glæde, at kunne konstatere at begge vores ungdomsafdelinger er inde i en meget positiv udvikling med et højt aktivitetsniveau og tilgang af medlemmer. Begge afdelinger koster hvert år klubben netto 800.000 kr., og det er en investering som klubbens medlemmer skal være stolte af, da det er her fremtidens sejlere og bådejere, begynder deres opvækst.

Tiden efter sommerferien er traditionelt perioden, hvor KDY er vært for adskillige stævner. 2012 er ingen undtagelse. Fra den anden weekend i august til midten af oktober er der hver weekend medlemmer af klubben, der står i spidsen for mindst et stævne. Det er en imponerende indsats, og klubben er de mange frivillige dybt taknemmelig. De mange stævner der bliver afholdt, dækker IKC, Watski2star, Wessel & Vett, Danish Open, JDM/UDM, Thiele Cup, Race Rigtig m.m. Det er derfor med glæde i sindet, at jeg har æren af at være formand i en sejlklub, hvor der altid er høj aktivitet.

Det har været et ønske længe at få revideret og moderniseret klubbens vedtægter, så de i større udstrækning afspejler klubben, som den virker i dag, og fremfor alt er mere forstålige for medlemmerne. Claes Rechnitzer har derfor igennem en længe periode arbejdet på denne revision. Det er derfor positivt, at vi i det kommende nummer af sejlsport kan udsende et forslag til nye vedtægter, som bestyrelsen foreslår vedtaget ved den kommende Generalforsamling. Vi ønsker, at klubbens medlemmer i den kommende periode giver jeres holdning til kende til forslaget enten ved direkte henvendelse eller på et af de to medlemsmøder, der planlægges afholdt. Bestyrelsen imødeser alle kommentarer, og vil derefter fremsætte det endelige forslag til vedtagelse på Generalforsamlingen til december. Generalforsamlingen bliver i øvrigt i klubhuset i Tuborg Havn.

Du kan læse mere om nye vedtægter og vedtægtsmøder her

Klubben er også på den tid af året, hvor regnskabsafslutningen nærmer sig, og planlægningen af den kommende sæson så småt begynder. For at berolige de fleste medlemmer, er det min forventning, at klubben kommer ud af 2011-12 med et overskud, hvilket er glædeligt, da det er lykkedes at opretholde et højt aktivitetsniveau til trods for afmatningen i samfundet generelt. Det er naturligvis ikke et mål i sig selv for en sejlklub at skabe overskud, men med det høje aktivitetsniveau som klubben udviser på mange forskellige områder, er der behov for at have lidt ekstra i banken.